Gå til indhold
Sky Lagoon in Reykjavik
10. May 2023

Islands luksuslaguner

Når det drejer sig om luksus, er der intet der slår Islands geotermiske varme. Denne blog handler om Islands bedste spaer og laguner i luksusklassen. Du kan finde flere oplysninger om Islands offentlige pools og naturlige, varme bade på vores andre blogs om emnet. Dette er ikke en udtømmende liste, men nævner nogle højdepunkter fra hver del af landet.

I og omkring Reykjavik

Den Blå Lagune (Reykjanes)

Islands ældste og utvivlsomt mest berømte spa i luksusklassen er Den Blå Lagune. Hvad der oprindeligt var spildevand fra en geotermisk fabrik med et lille skur sat op af lokale som omklædningsrum, har udviklet sig til en spa i højeste luksusklasse. Den Blå Lagune er ganske vist dannet af spildevand, men selvom det lyder forfærdeligt, så husk på, at det ikke er rigtigt affald, men blot ubrugt vand fra en geotermisk fabrik, fyldt med herlige mineraler det gør underværker for din hud. Folk med hudsygdomme har gratis adgang til en helselagune, ved siden af Den Blå Lagune, som en del af deres behandling, og det fortæller alt om, hvad dette sted gør for velværet. Den Blå Lagune er et sted uden sidestykke, og ordet unik er kun en ringe beskrivelse af den. Vandet er intenst blåt, kiselmudderet er hvidt, og lagunen er omgivet af naturligt sorte lavamarker. Dens popularitet i de senere år betyder, at billetter skal bestilles i forvejen, og turister spekulerer ofte på, om lagunen er blevet for overfyldt og for populær til at være et besøg værd. Men jo, Den Blå Lagune er en destination, der skal opleves i Island, og den skal nydes til det yderste. Tjek nogle af deres luksuspakker, der giver en ekstra lækker oplevelse. 

Pro-tip: Prøv at indpasse en tur til Den Blå Lagune på din ankomst- eller afrejsedag, da den ligger meget tæt på Keflavik Internationale Lufthavn. 

Sky Lagoon (Reykjavík)

Den nyeste tilføjelse til Islands pool af luksusspaer (ha, ha) er Sky Lagoon. Den åbnede i foråret 2021 og var, til de overmættede islændinges store overraskelse, et omgående hit selv blandt de lokale. Det er noget af en bedrift, da en totalt menneskeskabt lagune i udkanten af byens industriområde ikke blev levnet mange chancer i dette forjættede land, hvad angår geotermisk vand, naturlige bade og luksusoaser. Men de ramte helt rigtigt. De kunstige klipper er så godt designet og udført, at de føles helt naturlige. Udsigten fra lagunen er fantastisk, og hele oplevelsen er førsteklasses luksus. Deres slogan "Genopvæk dine sanser i verdens udkant" siger nærmest det hele, og hvad det løfte angår, har de virkelig holdt det. Nyd deres 7-trins ritual, der er designet til at genopvække dine sanser og hverken efterlader hud, sind eller muskler uberørte, og hæng ud ved kanten af infinity-poolen eller baren for at dykke ned i denne oplevelse af en anden verden. 

Pro-tip: Udsigterne fra Sky Lagoon er fænomenale for at sige det mildt. Prøv et besøg en vinteraften for at få et glimt af nordlyset og stjernerne.

The Blue Lagoon

Er du spændt?

Tag et fly til Island

Søg fly

Vestlandet

Krauma (Borgarfjörður)

Blot en times kørsel fra Reykjavik og få minutter fra den historiske bygd Reykholt finder du de geotermiske bade Krauma. Krauma består af seks luksuriøse bade, fem varme og et koldt, til at give den der ekstra følelse af velvære. Det varme vand i Krauma kommer fra den kraftigste varme kilde i Europa, Deildartunguhver, og skal nedkøles fra gloende 100 °C. Der er ikke nogen ekstra kemikalier i vandet, da det konstante flow af frisk geotermisk vand sikrer maksimal hygiejne. Det er en fantastisk oplevelse af velvære uden for storbyen med masser af interessante ting at se i området, så det kan blive en heldagsoplevelse. 

Pro-tip: Sørg for at give dig selv masser af tid til at nyde afslapningsrummet, hvor du kan ligge og slappe af til lyden af den knitrende kaminild.

Krauma

Nordlandet

Geosea (Húsavík)

Bugten Skjálfandi i det nordlige Island er kendt for sin maleriske udsigt til den dramatiske kystlinje og de høje bjerge. Designerne af Geosea vidste, hvad de gjorde, da de byggede denne store udendørs oase, der mod vest vender ud mod bugten og polarcirklen mod nord. Hvis der nogen sinde var en god grund til at kaste penge efter en infinity-pool, måtte det være her. Vandet er en blanding af havvand, rigt på mineraler, og varmt geotermisk vand, og mens vandet er godt for din krop, er udsigten det for din sjæl. Kig efter hvaler i dagslyset og nordlyset i mørket, og nyd denne ekstraordinære destination for velvære til det yderste. 

Pro-tip: Húsavík er kendt for sine fantastiske hvalture og Will Farrells Eurovision-film. Hold øje med hvalerne i bugten, mens du ligger i blød i Geosea, og hvis du ikke er heldig, må du booke en rigtig hvaltur, så snart du er ude af brusebadet. 

Mývatn naturbade (Mývatn)

Den basiske badelagune ved søen Mývatn er en moderne udgave af en ældgammel tradition. Det er nordens "Blå Lagune", og du kan se det dampende, blå vand, der omgiver den, når du kører op til den. Denne lagune i Mývatns naturreservat er berømt for sin helsebringende sammensætning af baser og mineraler, der har en beroligende og healende effekt på menneskekroppen. Samtidig trives uønskede bakterier og vegetation ikke i dette vand, så det er ikke nødvendigt at tilsætte kemikalier. Det er stedet, hvor du kan flyde helt væk, mens kroppen nyder den naturlige velvære fra det varme geotermiske vand og de skønne omgivelser. 

Pro-tip: Den omgivende natur i denne del af landet er helt ekstraordinær, selv for Island. Tag dig masser af tid til at udforske de forskelligartede og fantastiske naturfænomener omkring Mývatn-søen.

A luxurious hot tub in Iceland

Det østlige Island

Vök-badene (Egilsstaðir)

Vök åbnede i 2019 og blev et øjeblikkeligt hit og en tiltrængt tilføjelse til regionens destinationer. Badene ligger i Urriðavatn-søen, lige uden for byen Egilsstaðir i det østlige Island, og er en serie af flydende pools på kanten af søen. Hvis dette lyder som en ny ide, er det netop, fordi det er det. Søen er kendt for sin geotermiske aktivitet, som især mærkes i vinterens temperaturer under nul grader. Når søen frøs til, bemærkede de lokale folk pletter i området, som aldrig frøs til og dermed skabte huller i isen, som i Island kaldes "vök". Denne luksusdestination udnytter dette koncept til det yderste og må på det kraftigste anbefales til alle, der rejser i den østlige del af Island. 

Pro-tip: Forkæl dig selv med et dyp i søen, som kan nås ad stiger fra de varme pools. Den varme og kolde oplevelse har en forfriskende og velgørende virkning og øger blot følelsen af velvære ved dit ophold.

Sky Lagoon in Reykjavik, Iceland

Det sydlige Island

Fontana (Laugarvatn)

Fontana er en anden luksuslagune på bredden af en populær sø, Laugarvatn, i det sydlige Island. Laugarvatns beliggenhed midt i Den Gyldne Cirkel gør den til den ideelle tilføjelse til Islands mest populære dagsudflugt. Det er en lille, men vidunderlig destination, komplet med en lavvandet pool, varme bade og nogle meget unikke damprum. Dampbadene er her bygget oven på boblende, varme kilder, så man kan roligt sige, at de er så naturlige, som de kan blive. For de modige i gruppen kan vi varmt anbefale at tage et dyp i søen af hensyn til velværet og retten til at prale bagefter, og et let måltid i Fontanas restaurant kan ligeledes stærkt anbefales.

Pro-tip: Kombiner et dyp i Fontana med en snorkeltur i Silfra ved Þingvellir for at give din dagsudflugt ad Den Gyldne Cirkel et ekstra løft.

Er du spændt?

Tag et fly til Island

Søg fly

Ting, du kan gøre i Island